Verdens bedste cykelby

København er gennemkrydset af hundredvis af cykelstier og grønne cykelruter. Læs mere om vores arbejde for at gøre en cykelby i verdensklasse endnu bedre.

København har omkring 400 km cykelstier og mere end 25 cykel- og gangbroer, der binder byen tæt sammen. Her er cyklen det foretrukne transportmiddel, og der findes flere cykler end københavnere. Uanset hvor du befinder dig i byen, er cykelkulturen tydeligt til stede.

Hver eneste hverdag cykles der tilsammen over 2,7 millioner kilometer på byens cykelstier og veje – det svarer til 67 gange rundt om jorden. Samtidig er det sikkert at cykle i København: Der registreres kun 0,1 tilskadekomne per million cyklede kilometer.

Når vi vælger cyklen, reducerer vi CO₂-udledning, mindsker støj og luftforurening samt afhjælper trængsel på vejene. Samtidig styrker vi både folkesundheden og bylivet.

Den cykelvenlige by er resultatet af en vedvarende indsats. Gennem de seneste 20 år har Københavns Kommune investeret massivt i udbygningen af cykelinfrastrukturen for at gøre cyklen til det oplagte valg for både københavnere og pendlere. Denne indsats fortsætter vi med.

På denne side kan du læse mere om vores arbejde med at fremme cyklismen i København. Her finder du også de nyeste strategier, analyser og redegørelser, som forhåbentlig kan inspirere alle med interesse for cykelfremme.

Strategier og retningslinjer for Verdens bedste cykelby

Fold alle ud

Københavns cykelstrategi 2011-2025: Fra god til verdens bedste

Visionen for cykelindsatsen er, at København skal være Verdens bedste cykelby.

Det skal være trygt, hurtigt og komfortabelt for alle at cykle i København, uanset hvor rutineret cyklisten er.

Cykelstrategien omfatter også PLUS-nettet, der er et prioriteret net af cykelforbindelser med særligt høje krav til cykelstibredde, vedligehold og snerydning.

Hent "Fra god til verdens bedste - Københavns cykelstrategi 2011-2025"

Cykelregnskaber - fakta om cyklisme i København

Hvert andet år udarbejder Københavns Kommune et såkaldt cykelregnskab. Her gør vi op, hvordan det går med at nå de mål, der er besluttet i cykelstrategien. Cykelregnskabet er udkommet siden 1995 og giver overblik over, hvad der sker af forbedringer for cyklisterne – samt belyser, hvad der kan gøres bedre.

Se oversigter over de enkelte cykelregnskaber

Mobilitetsredegørelse

Fra 2021 og frem bliver Cykelredegørelserne afløst af Mobilitetsredegørelsen.

Mobilitetsredegørelsen giver en uddybende status for trafikmålene i Kommuneplan 2019, KBH2025 Klimaplanen, Fællesskab København, Københavns Cykelstrategi 2011-2025 og Nulvision 2025. De politiske målsætninger omhandler dels fordelingen mellem forskellige transportformer, dels de afledte effekter af trafikken.

Se oversigter over rapporter med mobilitetsredegørelse og cykelredegørelser

Cykelparkering og cykelstier - prioriteringsplaner

Prioriteringsplan for cykelparkering

Bedre cykelparkering er en af forudsætningerne for at få flere københavnere til at cykle. Derfor har strategien Fællesskab København en målsætning om, at 70 procent af københavnerne er tilfredse med mulighederne for cykelparkering i 2025.

Hent Prioriteringsplan for Cykelparkering 2018-2025

Prioriteringsplan for cykelstier

Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025 afløser den tidli­gere Cykelstiprioriteringsplan fra 2006. Planen skal sikre, at den fortsatte udbygning af cykelstinettet i København skaber mest mulig værdi i form af bedre fremkommelighed, sik­kerhed og tryghed for dem, der cykler.

Hent Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025

Midtvejsevaluering af cykelstiprioriteringsplan

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (dengang Teknik- og Miljøforvaltningen) foretog i 2020 en midtvejsevaluering af cykelstiprioriteringsplan. Evalueringen opgør blandt andet, hvor mange af cykelstiprioriteringsplanens initiativer, der er realiseret, og hvilke der forsat mangler at blive gennemført. Evalueringen har også en opgørelse over tilgængelig viden om fremskrivninger af cykeltrafikken. 

Hent Midtvejsevaluering af Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025

Cykelfokus 2024 - Københavns Kommunes retningslinjer for cykel- og vejprojekter

Cykelfokus 2024 indeholder Københavns Kommunes vejledende retningslinjer for cykel- og vejprojekter. Retningslinjerne skal bidrage til en tryg, sikker og cykelvenlig udformning af cykelinfrastrukturen og vejprojekter. Særligt afsnittene vedr. cykelgader, cykelstibredder, sammenhæng mellem cykel- og øvrig infrastruktur samt cykelvenlige kryds er blevet opdateret i Cykelfokus 2024. 

Hent ”Cykelfokus 2024 - Københavns Kommunes retningslinjer for cykel- og vejprojekter”

Kontakt

Mobilitet

Islands Brygge 37

2300 København S